Content marketing

5 råd til et vellykket Instagram feed

Victor Vestergaard
B2B marketing specialist & partner
Indholdsfortegnelse

For mange virksomheder kan tilstedeværelsen på sociale medier være vejen til et succesfuldt brand. Et af tidens mest populære medier er Instagram, og i dette blogindlæg får du derfor mine 5 bedste råd til et vellykket Instagram feed.

1. Se dit feed som en helhed

Forestil dig et butiksvindue, hvor dine kunder kan blive klogere på, hvad du har at tilbyde. Forestil dig så, at hvert produkt i vinduet er i vidt forskellige farver, former og størrelser – ja, det er faktisk produkter, der slet ikke visuelt harmonerer med hinanden.

Nej, vel? Det ville jo aldrig gå.

Dit Instagram feed er også en slags butiksvindue, og hvert billede i dit feed er et enkelt lille produkt eller en historie, du prøver at fortælle. Det enkelte billede kan sagtens være pænt, når det står alene, men sammen med de andre billeder i feedet, kan det hurtigt blive noget rod at kigge på, hvis det visuelle udtryk ikke matcher.

Derfor bør du se dit Instagram feed som en helhed, når du poster nye billeder. Ved at se dit feed som en helhed sikrer du nemlig, at der bliver skabt en rød tråd – og så bliver butiksvinduet lige pludseligt pænt at kigge på.
Det kan du eksempelvis opnå ved at:

  • Finde et sammenhængende element, som binder dit feed sammen, og som gør det pænt og overskueligt.
  • Vælge et tema, en stil, et filter eller en farvepalet, som går igen på tværs af din profil.
  • Bruge de farver som er i dit logo, i dine fysiske produkter eller på din hjemmeside som en del af dine billeder.

2. Æstetik er nøgleordet

På Instagram er æstetik vigtigt. Men betyder det så, at der kun er plads til fejlfri modeller, perfekte feriebilleder, avocadomadder og iscenesatte boligbilleder?
Nej, slet ikke.
Instagram er meget mere end polerede glansbilleder, men det er billederne, der er i fokus. Det kan derfor godt svare sig at bruge tid på at producere noget pænt og lækkert indhold til din profil.
(Medmindre du selvfølgelig er statsminister - så går det også an med makrelmadder og vinduespudsning ;-))

Æstetik er nøgleordet, og du kan forbedre dit indhold betydeligt med ganske få kneb. Her kommer tre af dem:

  • Skyd dine billeder i naturligt lys frem for kunstigt lys.
  • Fjern rod og forstyrrende elementer i baggrunden af dine billeder. Simpelt, men effektivt.
  • Giv dine billeder en hurtig redigering, hvor du fremhæver billedets farver og dermed tilfører det noget mere liv. Her kan du eksempelvis bruge Instagrams egen redigeringsværktøj eller appen Snapseed.

3. Planlæg dit indhold

Synes du også, at det er en udfordring at skabe regelmæssigt indhold til din Instagramprofil? Især når du samtidig skal sørge for, at billederne er i tiptop kvalitet.

Hvis ja, bør du planlægge dit indhold på forhånd.

På den måde sparer du en masse tid, og samtidig har du mulighed for at gennemarbejde indholdet, så du slipper for at poste noget forhastet indhold i sidste sekund.
Der findes faktisk også en lang række apps, hvor du kan skabe dig et visuelt overblik, inden du poster dit indhold. Her kan du se, hvordan billederne passer ind i dit feed, og i hvilken rækkefølge de visuelt harmonerer bedst.
Du kan skabe overblik ved at:

  • Lave en content-plan, hvor du noterer dato, billede og billedtekst til det indhold, som du vil poste.
  • Planlægge publiceringen af dit indhold på forhånd. Det kan du eksempelvis gøre gennem appen Later eller via Facebooks Kreatørstudie.
  • Skabe dig et visuelt overblik over dit feed (f.eks. med appen Preview), inden du poster dit indhold.

4. Vær aktiv og inddrag dine følgere

Hvor aktiv skal man være på Instagram? Det er et spørgsmål, som er svært at give et entydigt svar på. Det absolut vigtigste er, at du finder et aktivitetsniveau, som du – og dermed din virksomhed - kan holde ved lige på den lange bane.

For ja, du skal være på Instagram, fordi du har et langsigtet mål, for det er det lange seje træk, der tæller.

Det er dog ikke nok, at du bare er aktiv - du bliver også nødt til at interagere med dine følgere. På den måde kan du nemlig opbygge et bedre forhold til dem, og de får følelsen af, at der er ”rigtige mennesker” bag profilen.

Du kan skabe mere interaktion ved at:  

  • Besvare dine følgeres kommentarer og like deres kommentarer.
  • Stille dine følgere spørgsmål. F.eks. ”Hvordan foretrækker du xx?”, ”Hvad ville du sammensætte xx med?”
  • Anvende stickers i dine Instagram-stories (f.eks. spørgsmål, quizzer eller meningsmålinger), som skaber interaktion og får dine følgere til at deltage aktivt.  

5. Skab relevant indhold for dine følgere

Det er vigtigt, at indholdet du poster, er relevant for dine følgere. Ofte bliver det indhold, som virksomheder producerer, nemlig alt for afsenderorienteret.


Hvis du vil sikre dig, at dit indhold er relevant, kan du med fordel bruge Astrid Haugs værditrappe. Jo længere du bevæger dig op ad trappen, desto længere kommer du væk fra et afsenderorienteret perspektiv.

Vi kan tage udgangspunkt i et fiktivt eksempel herunder, hvor vi forestiller os, at du sælger tøj af bæredygtige materialer.
De forskellige trin på Værditrappen kunne se ud på følgende måde:

  • Trin 1: ”Køb denne bluse for kun 250 kr.”
  • Trin 2: ”Vi arbejder lige nu på en ny kollektion af bæredygtige T-shirts, som bliver lanceret snart…”
  • Trin 3: ”Vores mål er at være med til at gøre tøj- og tekstilbranchen mere bæredygtig…”
  • Trin 4: ”Brænder du for en grønnere klode? Ved at købe dine T-shirts hos os sikrer du dig en bæredygtig produktion og CO2-neutrale produkter”
  • Trin 5: ” Vores produktion er bæredygtig hele vejen igennem, og hver gang du køber et stykke tøj hos os, så planter vi et træ i naturen. På den måde kan vi sammen gøre verden grønnere”

Nå, hvad synes du? Hvad inspirerer mest? Vi hælder til trin 3, 4 og 5. Og det håber vi også, du gør.

Slut. Færdig. Finito.

Blogindlægget du lige har læst er skrevet af Klara Houlind, der tidligere har været ansat som juniorkonsulent hos Komio.

Hvis du har spørgsmål angående blogindlægget, er du meget velkommen til at tage fat i Victor på victor@komio.dk eller på 28 59 38 54.