Content marketing

3 skriveøvelser, der sætter gang i dit skriveri

Simon Østergaard
B2B marketing specialist & partner
Indholdsfortegnelse

Et blankt stykke papir, den blinkende markør og de manglede ord.

De fleste af os kender opskriften på en skriveblokade.

Arbejder du med markedsføring eller kommunikation, ved du med garanti også, at gode tekster ikke kommer flyvende.

Derfor har vi i dette blogindlæg samlet tre skriveøvelser, der kan sætte skub i din skriveproces. Helt konkret får du tips til, hvordan du kan:

  1. Få hul på den satans skrivebyld
  2. Knække koden til den gode overskrift
  3. Gøre dine sætninger til levende billeder

God fornøjelse!

Skriveøvelse 1: Undgå skriveblokade med freewriting

Freewriting (eller friskrivning) går ud på, at du skriver i en afgrænset periode helt uden at tænke på formuleringer, ordvalg eller grammatik. Der behøver altså hverken være struktur eller sammenhæng i de sætninger, du skriver.

Teorien bygger på, at du skriver mere frit, når du ikke skal bekymre dig om kvaliteten af dit indhold. Når du er færdig, kan du sortere mellem guld og skrammel.

Er du gået i baglås på forkant, kan du formulere 5-10 stikord til dit emne. På den måde kan du tanke inspiration, inden du går i gang.

Sådan gør du

  • Sæt en alarm til 20 minutter - og sæt i gang
  • Skriv, skriv, skriv
  • Stop ikke

Husk, at kritik ikke er velkommen. Det handler først og fremmest om at få ord på papiret.

Skriveøvelse 2: Den gode overskrift

Du skal give din overskrift en solid portion kærlighed. Den er nemlig afgørende for, om din læser værdiger din brødtekst et blik.

Har du problemer med at formulere den rigtige overskrift, er mit bedste råd at lægge forventningerne på hylden.

I stedet for at ramme plet med én enkelt overskrift, skal du bruge din energi på at formulere så mange overskrifter, du overhovedet kan. På listen vil du med garanti finde en kandidat, der med lidt ekstra kærlighed bliver knivskarp.

Det er en god idé først at formulere overskriften, når din brødtekst er i hus. På den måde kender du din vinkel og dine budskaber. Og så ved du også, hvilke løfter du kan give din modtager.

Sådan gør du

Sæt en alarm til 10 minutter og skriv alle de overskrifter, der falder dig ind.

Jeg har selv brugt øvelsen til dette indlæg, hvor jeg fandt frem til disse:

  • Skriveøvelser, der letter din skriveproces
  • Sæt gang i dit skriveri med tre simple skriveøvelser
  • Skriv effektivt med tre skriveøvelser
  • 3 skriveøvelser, der sætter gang i dit skriveri
  • Skriv bedre tekster med tre simple skriveøvelser
  • Simple skriveøvelser til dig, der er gået i stå  
  • 3 skriveøvelser, der får dig i mål med din tekst

I dette tilfælde har jeg valgt min overskrift på baggrund af to kriterier:

  1. Den overskrift, der bedst rammer det output læseren får - nemlig tre konkrete skriveøvelser, der sætter gang i skriveriet
  2. Den overskrift, der tidligt indeholder det søgeord, jeg har fokuseret på i mit blogindlæg - i dette tilfælde “skriveøvelser”

Skriveøvelse 3: Gør dine sætninger til sprogbilleder

Sprogbilleder - eller metaforer - kan gøre selv den mest kedelige tekst levende, personlig og relaterbar. Derfor anbefaler jeg, at du gør dine almindelige sætninger til levende sprogbilleder.

Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort. Din kreative muskel træner ikke sig selv - og derfor skal du øve dig.

Sådan gør du

Din opgave er at tegne et billede af en situation, vi alle kan se for os. Det kan du eksempelvis gøre ved at drage paralleller eller sammenligninger til relaterbare situationer.

Se, hvordan jeg har gjort her:

De store villaer ligger side om side / De herskabelige villaer ligger som perler på en snor.

Vi frygter en høj varmeregning henover vinteren / Frygten for en voldsom varmeregning melder sig i takt med, at vinteren banker på.

Vi deler de bedste retoriske skriveråd med dig / Vi fylder din værktøjskasse op med de bedste retoriske skriveråd.

Klar, parat, skriv

Jeg håber, at du med disse tre øvelser får gang i dit skriveri. Har du spørgsmål til emnet eller andet i relation til tekster, er du velkommen til at sende mig en mail på johanne@komio.dk.