Arbejder du med B2B-marketing, er du allerede klar over, at LinkedIn Ads er et essentielt værktøj til at nå ud til din målgruppe.
Men LinkedIn gemmer også på et andet gyldent B2B-redskab: LinkedIn Insight Tag. I dette blogindlæg gennemgår jeg de tre største fordele, du får ved at opsætte dit LinkedIn Insight Tag.
Hvad er LinkedIn Insight Tag?
LinkedIn Insight Tag er et script, du implementerer på dit website for at indsamle data om brugernes adfærd og interaktioner på dit website.
Tagget giver dig samtidig mulighed for at dykke ned i demografien hos din målgruppe med unik data fra LinkedIn.
Fordele ved LinkedIn Insight Tag
1. Dybdegående data om brugerne på dit website
Med dit LinkedIn Insight Tag installeret indsamler LinkedIn data fra de besøgende på dit website. Det betyder, at du gratis får adgang til et rapporteringsværktøj, hvor du blandt andet kan se og filtrere dine besøgende mellem:
- Branche
- Virksomhed
- Titel
- Erfaring
- Virksomhedsstørrelse
Med ovenstående data kan du blive meget klogere på, hvem din målgruppe er og herefter tilpasse din overordnede marketing-indsats.
Du skal være opmærksom på, at der skal være data på minimum 300 LinkedIn-medlemmer, før du får adgang til din rapport. Min erfaring er, at det kræver en del trafik på din hjemmeside.
2. Sporing af værdifulde konverteringer
Konverteringer er handlinger, som viser, at en potentiel kunde er interesseret i dit produkt eller virksomhed. Det kan være download af et content offer, udfyldning af en kontaktformular eller besøg på en bestemt side.
Konverteringer kan du også bruge til at målrette dine kampagner mod den ønskede handling, og du kan efterfølgende bruge det til at evaluere effekten af dine kampagner.
Du kan læse mere om opsætningen af konverteringer her.
Læs vores blogpost Leadgenerering B2B: Her er alt, du skal vide
3. Mulighed for effektiv remarketing
Med LinkedIn Insight Tag kan du opbygge målgrupper med brugere, der tidligere har besøgt dit websted eller udført specifikke handlinger og efterfølgende vise dem målrettede annoncer.
Det betyder, at du kan skræddersy dine budskaber til deres adfærd. Det øger konverteringsraten og dermed din chance for at skaffe flere relevante leads til din salgsafdeling.
Sådan opsætter du dit Insight Tag
Den letteste måde at opsætte dit Insight Tag er ved at bruge Google Tag Manager. Du kan læse, hvordan du gør her.
Du kan også opsætte dit Insight Tag ved at kopiere din virksomheds personlige kode og indsætte det på alle sider, du ønsker, tagget skal være aktivt. Du kan læse, hvordan du gør her.
Når dit tag er opsat, kan du efter senest 24 timer se i din kampagneadministrator, om tagget er aktiveret.
Sådan finder du dit Insight Tag
- Log ind på din personlige LinkedIn-profil
- Tryk på “annoncér” øverst i højre hjørne
- Tryk på fanen “analyser” i menuen i venstre side
Her finder du både konverteringssporing, webstedsdemografi og status på dit Insight Tag.
Det var det
Jeg håber, du er blevet klogere på, hvordan du kan bruge LinkedIn Insight Tag til at lære dine nuværende og potentielle kunder endnu bedre at kende.
Hvis du har brug for hjælp til at implementere dit Insight Tag, er du velkommen til at skrive til mig på victor@komio.dk.
Tak, fordi du læste med!